 |
|
|
Hvordan er et maleri af Einer
Johansen |
 Opstilling af Einer Johansen, 1930. Fotoet er stillet til rådighed af ejeren. Man kan ikke bebrejde ham, at han sætter maleriet til salg som malet af Egill Jacobsen, når det er gengivet i Per Hovdenakks bog om Egill Jacobsen. Han er til dagligt en seriøs arbejdende kunsthandler, jeg kender ham. Men det er en mærkelig fejl, at det havner i bogen, da Egill Jacobsen ikke malede på den måde, og ikke signerede sådan.  Det er tydeligt, at maleriet er det samme som gengivet i Per Hovdenakks bog. Vi skrev først, det ikke var det samme, men efter at have fået et bedre foto fra bogen, er der ingen tvivl.  I 1930 udstillede Einer Johansen to opstillinger på Charlottenborgs Forårsudstilling. Ingen af dem var det fra Den Blå Avis, men det ene er maleriet herover, scannet fra en meget dårlig sort/hvid gengivelse i kataloget. Det ses tydeligt, at krukken til venstre er den samme som på maleriet fra Den Blå Avis og Hovdenakks bog. |
 Signaturen på billedet til venstre: Einer Johansens signatur er meget karakteristisk, let genkendelig og set hundredvis af gange. I min tid hos Malernes Udstilling, hvor jeg var i 14 år, har jeg solgt snesevis af Einer Johansens malerier, og jeg kom i hans hjem på Brøndsteds Allé 7 på Frederiksberg, en smuk patricierlejlighed på 3. sal, var det vist. I »Kunst under hammeren 82« skrev jeg om Einer Johansen i artiklen »Populære navne hos kunsthandlerne«, side 30-41: »Den kunsthandlermaler, der har haft de bedste »papirer«, var vel nok Einer Johansen. Han var Charlottenborgudstiller U.c. (uden for censur), hvilket man blev, når man havde udstillet på Forårsudstillingen en årrække uden at have fået billeder afvist. I de seneste år malede Einer Johansen – som døde i 1965 – udelukkende tykt-spartlede malerier. På hans spisestuebord stod et askebæger – større end de fleste – og når han havde tygget sig igennem to tredjedele af sin uundværlige cigar, så tværede han den ud i askebægeret. Disse cigarstumper blandede han så med savsmuld og oliefarver, og det kom der 2-3 cm tykke blomster- og pariserbilleder ud af. Sammen med vennen og kollegaen Mogens Vantore – som tilsyneladende aldrig indfrier de forventninger man havde til ham – gjorde han Paris usikker et par gange om året. De var et par hyggelige malere, de to«. Se i øvrigt: Niels Raben i Antik & Auktion Det skal måske siges, at undertegnede ikke er enig i Rabens pengevurdering, den synes at være lidt i overkanten. |
|
Preben Juul Madsen |
|