Bedragerisagen om Derain-maleriet udkommer nu som bog

En foreløbig forside.

Formålet med bogen er at gøre opmærksom på, at
retfærdighed ved danske domstole kan være en by
i Rusland. I den aktuelle sag er det lykkedes at
dømme to uskyldige hver et års fængsel, at de skal
betale 5 mio. kr. i erstatning samt sagsomkostninger
på flere hundredtusinde kroner.

I skrivende stund har de dømte endnu ikke været
til afsoning, og bør aldrig komme det. Uskyldige bør
ikke kunne straffes, og dommen placerer Danmark på verdenskortet over slyngelstater. Et demokratisk land
afsiger ikke ubegrundede domme, fordi dommerne
ikke har forstået det, de arbejder med. Og i et
demokratisk land har man ikke en justitsminister,
som er ligeglad med justitsmord og bare lukker
øjnene og lader som ingenting. En dom er en dom, siger
landets ligeglade justitsminister. Er den først afsagt, kan
den ikke laves om, uanset beviser for, at den er forkert.

Hvad skal vi bruge den mand til?

Derain-sagens to fremragende forsvarsadvokater.
Tv. Jan Erik Kornerup Jensen, th. Jakob Lund Poulsen.
Det var bestemt ikke deres skyld, at deres klienter dømtes.

Kendt kunsthistoriker retter voldsom kritik af bogen:
Vi har måttet slette teksten, da vi ikke havde fået lov til
at citere vedkommende vedrørende betegnelsen formodet.

Vi har heller ikke fået lov, men gør det alligevel, til at citere et af vidnerne i sagen, Inge Vibeke Raaschou-Nielsen, som er den eneste kunsthistoriker
i Danmark, der har brugt tid på at undersøge maleriet og i et brev til fru Meyer blandt andet skrev: »Deres formodede Derain-maleri«.

Det er først adskillige måneder efter, at maleriet er købt af fru Meyer, og efter at det er solgt til Bailly i Paris, at der udstedes en ægthedserklæring. Bogen handler om retssagen og de manglende beviser, ikke hvad nogen mente efter salgene. Derfor er maleriet, under den del som vedrører
anklagen om bedrageri, at betragte som formodet Derain.

Ingen i Danmark har på noget tidspunkt givet en ægthedserklæring, hverken før eller efter retssagen. Men flere har været ihærdige med efterfølgende at erklære det ægte, selv om de ikke er Derain-eksperter. Der findes kun én ægthedserklæring, og den er afgivet af Michel Kellermann. Og hans mening var den eneste, der regnedes med. Så kan man diskutere, hvor meget Derain-ekspert han var.

Preben Juul Madsen
2. august 2010

Uddrag af pressemeddelelse
fra Østre Landsret:
»Østre Landsret har den 12. februar 2010 afsagt dom i den såkaldte ”Derain-sag”. Ved landsrettens dom blev sagens to tiltalte, en tidligere direktør i Ellekilde Auktionshus og dennes samlever, hver idømt 1 års fængsel for bedrageri.
Landsretten pålagde de to dømte at betale sagens omkostninger og en erstatning på 4 mio. kr. til dødsboet efter maleriejeren«.

For at blive dømt for bedrageri må der nødvendigvis foreligge beviser for bedrageri. Men beviser er der ingen af i dommen. Der tales om begrundelser, men dem er der heller ingen af. Der er udelukkende tale om konklusioner, der naturligvis ikke kan bruges som begrundelser. Uden begrundelser kan afsiges en hvilken som helst dom, i dette tilfælde en uforklarlig og uforståelig dom, som undertegnede vil betegne som ondskabsfuld, modbydelig og kriminel.

Dommerne, både i byretten og landsretten, forstod ikke noget som helst af det, sagen drejede sig om. I deres forvirrede hoveder havde de kun, at maleriet var købt for 200.000 kr., senere solgt for 5 mio. kr., og endnu senere for over 40 mio. kr.

Da dommerne ikke fattede de store prisforskelle, valgte de at afsige en ubegrundet dom, at betragte som en hemmelig dom, og som kun kan begrundes med, at de mente, der måtte være foregået noget, de ikke forstod. Men man kan ikke dømme ud fra formodninger, kun beviser tæller. Og dem har dommerne på intet tidspunkt været i besiddelse af. Ikke et eneste vidneudsagn, hverken anklagemyndighedens eller forsvarets, belastede de tiltalte og nu dømte.

Det er ikke svært at have sympati for maleriets oprindelige ejer, nu afdøde Grethe Meyer og hendes arvinger, som mistede over 30 mio. kr. Hvem ville ikke slås for de mange millioner. Men sagen handlede ikke på noget tidspunkt om sympati eller ikke sympati, udelukkende om der var tale om bedrageri. Og det var der ikke. Man sender ikke to uskyldige et år i fængsel, fordi ni dommere ikke forstår, hvad de har med at gøre, domme som har haft kolossale personlige konsekvenser for de dømte. I sagen optræder også en skandaløs justitsminister, som er ligeglad med uretfærdige domme. Det interesserer ham overhovedet ikke.

Bortset fra Camilla Stockmann i Politiken, så svigtede den øvrige presse totalt sagen.
Under et pressemøde for nogen tid siden på Statens Museum for Kunst, spurgte jeg en kendt kunstanmelder fra en af vores største aviser, hvorfor hans avis ikke havde fulgt sagen i retten og skrevet om den, hvortil han svarede: »Manglende resurser og pladsmangel«. Jeg sagde ikke højt, at han var fuld af løgn.

En af de værste bemærkninger efter dommen kunne læses på B.T.s netavis, hvor en af avisens kendte journalister omtalte de dømtes adfærd med:
»...deres udspekulerede svindelnummer«. Det er grove injurier, da den fjollede journalist ikke kan føre bevis for sin påstand, men åbenbart mener, han kan tillade sig den slags pga dommen. Den pågældende journalist havde ikke overværet nogen af de mange retsmøder, og er garanteret heller ikke i besiddelse af domsudskrifterne. Havde denne fjollede journalist haft beviser for et »udspekuleret svindelnummer«, så burde han have været indkaldt som vidne. Det ville have været en bombe i sagen. Han har ikke et øjeblik researchet i sagen, har kun haft dommen at rette sig efter. Elendig journalistik.

Bogen får ikke noget jeg-mener-indhold, men uangribelig dokumentation i form af rettens egne oplysninger med introduktion af undertegnede.

I Bedrageriet om et formodet maleri af André Derain bliver anklageskrift samt domsudskrifterne fra både landsret og byret med samtlige vidneafhøringer offentliggjort i fuld længde, og kan man læse, og forstå hvad man læser, så vil enhver blive overbevist om, at den endelige dom i landsretten ikke kan lade sig gøre. Der er ikke skygge af beviser for bedrageri begået af de to anklagede.

Bedrageriet er foregået et helt andet sted.

Bogen udsendes på eget forlag, Forlaget Kunstnyt.dk, da det er helt utænkeligt, at noget forlag tør udsende bogen. Skulle nogen imidlertid læse med her og tør, så kontakt venligst undertegnede.

Bogen forventes at udkomme i løbet af september 2010.

Vi har også planer om en udgave på engelsk.

Preben Juul Madsen
Kunstnyt.dk
pjm@kunstnyt.dk

2. august 2010